En mandlig bilist er død i en færdselsulykke på Køgevej på Stevns, hvor en personbil og en lastbil mandag eftermiddag stødte sammen.
Det oplyser vagtchef Søren Danielsen, Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken mandag kort før klokken 15, og det er endnu sparsomt med oplysninger om ulykken.
Det gælder også den afdødes identitet, men der er formentlig tale om føreren af den personbil, der var involveret i ulykken.
Området omkring ulykkesstedet er mandag eftermiddag afspærret, og politiet har tilkaldt en bilinspektør for at finde ud af, hvordan og hvorfor ulykken skete.
/ritzau/