En familietragedie har ramt Nykøbing på Sjælland.
Mandag modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra en lejlighed i Annebergparken i Nykøbing.
Ved hjælp af en låsesmed fik politiet skaffet sig adgang til lejligheden, hvor man fandt to lig, en kvinde og en mand.
Politiet antager, at der er tale om lejlighedens to beboere, som har været gift siden 1985, men endelig identifikation har endnu ikke fundet sted.
Ligsynet peger på, at den 55-årige mand har dræbt sin 67-årige hustru og derefter begået selvmord. Der er ikke noget, der tyder på, at andre er involveret i episoden.
Obduktionen bliver afholdt i morgen, tirsdag.
De pårørende til ægteparret er underrettet.