Fire år bag tremmer.
Det kommer det til at koste en 50-årig nordmand, at han tvang sin datter til at gifte sig med en fætter og siden bortførte hende til Nordirak.
Det skriver den norske avis Aftenposten.no.
Dommen blev afsagt mandag eftermiddag i Drammen, og det er ifølge Aftenposten.no den hårdeste dom i en sådan sag i landets historie.
I retten har den nu 20-årige datter fortalt, at faren truede med at dræbe hende, hvis ikke hun giftede sig med sin fætter. Det gjorde kvinden i Irak i 2004. Inden havde hun blot fået at vide, at familien skulle på ferie i Irak.
Forsvandt i fire år
Kvinden anede dog, at der var noget på færde. Derfor skrev hun ifølge Aftenposten.no umiddelbart inden afrejsen en kontrakt med 'Uteteamet' i Drammen. Hun var ifølge NRK.no bange for, at faren skulle efterlade hende i Irak, og ved at tegne kontrakten sikrede hun sige, at nogen ville lede efter hende, hvis hun forsvandt. Og det gjorde hun.
Først i 2008 blev kvinden ifølge Aftenposten.no fundet i Nordirak og taget med tilbage til Norge, hvor hendes far nu er dømt i sagen.
Faren nægtede i retten at der var tale om et tvangsægteskab. Hans advokat oplyser til Aftenposten.no, at han endnu ikke har afgjort, hvordan han forholder sig til dommen.