Voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter kostede torsdag nat en mand livet i Estlands hovedstad, Tallinn.
Over 1.000 demonstranter gik på gaden i protest mod Estlands beslutning om at fjerne et monument over faldne russiske soldater. 40 mennesker blev ifølge russiske bureauer såret og over 300 anholdt.
Den døde, en 20-årig mand ved navn Dimitri, blev stukket ned i tumulter under demonstrationen.
Estlands beslutning om at fjerne monumentet fra 1947 har skabt krise mellem Rusland og Estland. Estland fik uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991, men har stadig et stort russisk mindretal, der er loyalt over for Rusland. Derfor har beslutningen om at fjerne krigsmonumentet skabt vrede blandt Estlands russiske befolkning.
En talsmand fra Ruslands udenrigsminister kritiserer flytningen af monumentet.
- De estiske myndigheders handlinger er skuffende og kan ikke retfærdiggøres, siger talsmanden, Mikhail Kamjnin, til nyhedsbureauet RIA.
Estlands myndigheder mener derimod, at monumentet var et omdrejningssted for russiske nationalister. Statuen er nu ført til et hemmeligt sted.