Føreren af den varebil, som fredag morgen kolliderede med en bus med blandt andet skolebørn tæt ved Horsens, døde mandag af sine kvæstelser.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Ulykken skete omkring klokken syv på Bollervej uden for Sejet by, som ligger mellem Horsens og Juelsminde.
Der er tale om en 34-årig mand fra Hornsyld syd for Horsens.
Regionalbussen var på vej mod Horsens. Blandt passagererne var flere skolebørn.
Muligvis skete ulykken på grund af solen, lød en foreløbig teori ifølge Horsens Folkeblad. Føreren af varevognen kan være blevet blændet. Politiet er dog stadig ikke sikker på, hvad der reelt skete.
- Konklusionen er, at ulykken skete, da han af ukendte årsager kom over i den modsatte kørebane. Tættere kan vi ikke komme det, siger Poul Steffensen, fungerende vicepolitiinspektør fra Sydøstjyllands Politi, til Horsens Folkeblad.
Der var 18 passagerer i regionalbussen i alderen 13 til 35 år. Seks af dem fik mindre knubs og skrammer, skriver avisen.
/ritzau/