En mand har onsdag morgen mistet livet i en soloulykke, hvor han i en personbil påkørte et træ på Tune Landevej nær Tune på Sjælland.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Michael Hymøller.
Ulykken er sket på strækningen mellem Grevevej og Maglehøjgårdsvej, hvor manden er kørt af vejen og så ramt ind i et træ.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 05.06.
Der er tale om en 52-årig mand fra Greve, og en bilinspektør har onsdag morgen været på ulykkesstedet i håb om at kunne kaste lys over årsagen til den dødelige ulykke.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Ulykken har givet trafikale udfordringer mellem Tune og Roskilde, da Tune Landevej også har været spærret på grund af oprydning, oplyste politiet tidligt onsdag morgen.
Klokken 07.30 skriver politiet på den sociale platform X, at vejen igen er åbnet, da oprydningsarbejdet er afsluttet.
/ritzau/