En mand kan tilsyneladende takke tililende personer for, at han fortsat er i live efter et brutalt overfald på Christiania.
Ikke færre end 16 gange blev han stukket med kniv, da han tirsdag formiddag blev overfaldet bag værtshuset Nemoland.
Knivstikkene ramte ham blandt andet i højre side af ryggen, så lungen klappede sammen, i venstre side af maven, så han fik en blodansamling ved milten samt ved bugspytkirtlen.
Foruden de mange knivstik blev offeret trampet i hovedet og slået med en totenschlæger.
Det grove overfald fik flere personer til at løbe offeret til undsætning, hvorefter gerningsmændene stak af.
Onsdag blev fem mænd fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København. De er alle sigtet for drabsforsøg efter overfaldet, men de nægter sig alle skyldige.
Af hensyn til politiets efterforskning blev dørene til grundlovsforhøret lukket. Så det er uvist, hvad de i øvrigt har forklaret, eller hvorfor politiet mener, at de deltog i overfaldet.
Motivet står også hen i det uvisse.
Dommeren fandt dog mistanken mod de fem mænd stærk nok til, at hun besluttede, at de skulle varetægtsfængsles i foreløbig 13 dage.
/ritzau/