Det blev til en dramatisk start på weekenden for en 53-årig mand, da han fredag tog i byen i Rønnede.
Den 53-årige var på værtshus. Her faldt han i søvn, og da han blev vækket, blev han vred.
Politiet blev derfor tilkaldt. Klokken var lidt over 19.00.
Politifolkene fik bortvist manden, men det skulle vise sig ikke at være hans eneste møde med ordensmagten fredag, fremgår det af en døgnrapport fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Ved 21-tiden blev der nemlig igen ringet til politiet. Denne gang fordi to bilister havde været ved at ramme den tilsyneladende meget trætte mand, der havde lagt sig til at sove på en landevej.
Det fik politiet til at sigte manden for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Efterfølgende blev den 53-årige hjulpet hjem i seng, lyder det.
/ritzau/