De blev begge bortført, udsat for tortur af syv mænd – og hun blev voldtaget.
Alligevel blev de begge dømt for ulovligt at have kørt i bil sammen, når de ikke var i familien og stod derfor til flere hundrede piskeslag.
Tidligere på ugen blev den 19-årige kvinde så benådet af den saudiske konge, og nu bliver også hendes ven, som hun kørte i bil med, benådet.
Det oplyser CNN, der citerer den saudiske justitsminister Abdallah bin Mohammed al-Sheikh.
Den hårdeste slags
Benådningsbrevet er ikke blevet offentliggjort, men dele af det blev forleden oplæst på saudisk tv. Her erklærer ministeren, at ”kvinden har været udsat for en forbrydelse af den hårdeste slags”.
- Kvinden og manden, hun kørte med, har oplevet nok tortur. Det bør være nok straf for dem og tjene som en lærestreg, hed det i brevet.
Justitsministeren oplyste også, at kvindens advokat – i modsætning til tidligere oplysninger – ikke er blevet frakendt sin ret til at være advokat.
De syv mænd ansvarlige for voldtægten er alle idømt to til ni års fængsel.