Fire uger. Så lang tid kan en mand i 30-års-alderen se frem til i første omgang at tilbringe bag tremmer, efter han søndag har været i grundlovsforhør - sigtet for drabsforsøg på en jævnaldrende mand.
- Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger, siger Ove Christoffersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Overfaldet skete, da flere gerningsmænd lørdag morgen trængte ind i en lejlighed på Jernbanegade i Haslev.
Gerningsmændene overfaldt en mand, som ligeledes er i 30'erne, med knivstik og spark. Manden fik flere knivstik på kroppen.
Politiet ved endnu ikke, hvor mange personer der stod bag overfaldet, men man leder efter endnu en person.
- Der er i hvert fald yderligere en mand, som vi gerne vil have fat i. Men vi ved ikke på nuværende tidspunkt, om der har været flere gerningsmænd end de to, siger Ove Christoffersen.
Den forurettede mand kunne selv tilkalde hjælp og kunne også selv udpege den ene gerningsmand.
Det gik dog ikke stille for sig, da politiet anholdt den nu varetægtsfængslede gerningsmand.
- Vi har jagtet ham rundt efter lidt heftig bilkørsel i Haslev-Dalby-Faxe-området i løbet af formiddagen og får anholdt ham omkring klokken 11, sagde Johannes Skree-Lassen, efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, lørdag til Ritzau.
Den forurettede er kommet slemt til skade ved knivstikkeriet, men hans tilstand er stabil.