Den mand, som den 26. april kørte et velkendt medlem af AK81 ned på Jagtvej i København, er blevet anholdt af politiet. Han kan nu se frem til at få en sag på halsen, for han er blevet sigtet for medvirken til drabsforsøg i forbindelse med episoden.
Den anholdte blev tirsdag morgen fremstillet i grundlovsforhør på Politigården i København. Politiet ledte længe efter ham, men han endte ifølge Fyens Stiftstidende med at melde sig selv.
Selv om den 26-årige rockeraspirant selv kunne rejse sig efter påkørslen, blev han kørt til undersøgelse på Rigshospitalet. Her viste det sig, at han blandt andet pådrog sig brud på armene og bækkenet efter ulykken.
Det var desuden ham, der i december 2007 var sammen med Hells Angels-rockeren Jørgen Jønke Nielsen under et slagsmål og knivstikkeri på Nørrebro. Selv om Jørgen Jønke Nielsen senere forsvarede sig med, at det var ham, der blev overfaldet, blev både han og AK81'eren tiltalt. De blev dog senere frifundet i retten.