Svensk politi har anholdt en mand i 30'erne, som det mistænker for at være involveret i et mislykket bombeangreb mod den israelske våbenproducent Elbit Systems' kontor i Göteborg.
Det skriver mediet Dagens Industri fredag ifølge TT.
Anholdelsen relaterer sig til en sag, hvor politiet 3. juni beslaglagde en sprængladning, der var blevet placeret uden for indgangen til kontorbygningen, og afværgede et bombeangreb.
Det er politiets hypotese, at sprængladningen blev placeret ved virksomheden, fordi den er israelsk. Det har en anklager tidligere fortalt til SVT.
To personer er tidligere blevet anholdt i forbindelse med sagen. De er blandt andet under mistanke for "forberedelse af grov skade".
Blandt de anholdte er en mindreårig dreng, der i juni blev varetægtsfængslet efter mistanke om at have placeret sprængladningen på kontorbygningen. Teenagedrengen er opvokset i den sydlige del af Stockholm.
Den tredje mand blev anholdt på sin bopæl syd for Göteborg tirsdag.
- Politiet fandt sprængstoffer, som gav anledning til mistanke om en alvorlig overtrædelse af loven om brandfarlige og eksplosive materialer, siger anklager Bengt-Olof Berggren til avisen.
Manden er også under mistanke for efter 3. juni at have fortsat planlægningen af en eksplosion på Elbit Systems' kontorbygning i Göteborg. Han nægter sig skyldig.
/ritzau/