Onsdag eftermiddag blev en noget anderledes gåtur for en 61-årig kvinde, der var ude at lufte sin hund på Egernvænget i Kokkedal.
Klokken 16.55 fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at en kvinde var blevet udsat af vold, mens hun var ude at lufte sin hund. Det fremgår af politiets døgnrapport.
Under gåturen besørgede kvindens hund ud for en adresse. Kvinden samlede lorten op i en pose, som hun derefter smed i en skraldespand tilhørende en adresse på vejen.
Kort tid efter kørte en mand op på siden af kvinden, og spurgte hvad hun havde gang i. Da han fik at vide, at kvinden havde smidt posen med hundelort i skraldespanden, blev han sur.
Kvinden beklagede og forlod stedet.
Men manden var ikke færdig med at være rasende. Han løb efter kvinden, drejede hendes arm om på ryggen og holdt hende fast. I hånden havde han hundelorte-posen, og han prøvede at åbne kvindens jakke og presse posen med afføring ind under.
Kvinden vristede sig dog fri, hvorefter den rasende mand slog hende i hovedet med posen fyldt med hundelort. Kvinden skyndte sig at forlade stedet.