Ugens første skoledag tog en uhyggelig drejning for seks elever fra Lyngholmskolen i Farum, da en blev jaget af en psykisk uligevægtig mand.
Elever fra 8. klasse var gået ned til en sø ved skolen i en pause fra undervisningen i går formiddag. De stod og kastede sten ud på søen med is på, da en 26-årige mand dukkede op.
Pia Christensen, der er skoleleder på Lyngholmskolen, forklarer til Ekstra Bladet, at manden begyndte at råbe og løbe efter de seks elever.
- De stikker af og løber ind i klassen, og han løber efter dem og får fat i en af dem inde i klassen og får slået ham. De andre børn løber gudskelov efter hjælp, siger hun Ekstra Bladet.
To lærere fik sat en stopper for overfaldet. De slog ring om manden og forhindrede ham i at komme i nærheden af eleverne, og kort tid senere ankom politiet til skolen.
Nordsjællands Politi betegner den 26-årige som psykisk uligevægtig. De oplyser til Ekstra Bladet, at han var påvirket af stoffer, da han blev anholdt på skolen.
Drengen, der endte med at blive slået af manden, måtte en tur forbi skadestuen, men kom ikke alvorligt til skade, oplyser skolelederen.
- Man tænker, at 'det sker aldrig på min skole', men det gjorde det så, siger Pia Christensen til Ekstra Bladet.