Der var ikke tale om et glædeligt gensyn, da en 43-årig kvinde torsdag aften mødte op i Kirke-Hyllinge, hvor hun ville hente en række genstande i sin tidligere bopæl.
Den københavnske kvinde havde taget en 35-årig mand med på turen til den midtsjællandske by, hvor de blev overrasket af kvindens eks-kæreste. Den tidligere kæreste sad klar i en traktor, og han valgte at køre frontalt mod den bil, som den 43-årige kvinde sad i med den 35-årige mand.
I døgnrapporten fra Midt og Vestsjællads Politi står der, at kvinden sprang ud af bilen ved påkørslen af traktoren - derimod sad den 35-årige fyr stadig i køretøjet, da traktoren kom bragende og delvist kørte over fronten på bilen.
Nogle flyttefolk i en anden bil måtte undvige for at slippe for en påkørsel fra den arrige traktor. Med andre ord, så kom ingen til skade ved hændelsen.
Kvindens tidligere kæreste, der aldersmæssigt befinder sig sidst i tyverne, forsvandt fra stedet, før politiet dukkede op. Han er ikke anholdt endnu.
- Ud fra de forklaringer, vi har fået, så var det ikke et tilfælde, at han kørte ind i dem. Det klogeste, han kan gøre nu, er, at han kontakter os, så han kan komme ind til afhøring, siger Carsten Andersen fra Midt og Vestsjællads Politi til mx.dk.