En 71-årig mand er afgået ved døden efter en brand i et rækkehus i Tolne ved Sindal mellem Hjørring og Frederikshavn mandag morgen.
Det oplyser vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi til B.T.
Den omkomne boede i huset og var kørestolsbruger.
- Ambulancen kommer frem og får fat i ham, hvorefter de udøver førstehjælp på ham. Men på vejen til hospitalet afgår han desværre ved døden, siger vagtchefen til B.T.
Ifølge vagtchefen døde manden af røgforgiftning. Huset har ikke de store brandskader, da der har været tale om en såkaldt ulmebrand med stor røgudvikling.
Årsagen til branden er ifølge B.T. ukendt, og politiet arbejder fortsat på stedet klokken syv mandag morgen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 05.27, og de pårørende er underrettet, skriver B.T.
/ritzau/