En julefrokost i et hus i Brande endte torsdag aften blodigt, da en person dukkede op og af endnu ukendte årsager stak manden i huset med kniv adskillige gange.
Offeret, der er 44 år, er indlagt på sygehuset i Herning. Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet klokken 22.21.
- Han er blevet stukket seks gange. Blandt andet i leveren. Han er på operationsbordet nu og uden for livsfare, siger vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet kender ikke motivet til overfaldet. Flere af gæsterne ved julefrokosten forsøgte at lægge sig imellem og stoppe knivmanden.
- De har været oppe at slås med ham for at beskytte den forurettede og har fået nogle småskader, fortæller vagtchefen.
Efter overfaldet flygtede overfaldsmanden fra boligen, der ligger på Ørbækvej inde i Brande.
Politiet har en "kraftig" mistanke om, hvem gerningsmanden er.
- Han kommer fra det midt- og vestjyske område, og vi er i gang med at lede efter ham, siger vagtchefen.
Af hensyn til efterforskningen ønsker politiet ikke at komme med uddybende oplysninger.
/ritzau/