De Røde Djævle fra arbejderbyen Manchester kan glæde sig over, at rivalerne fra hovedstaden London, Arsenal og Chelsea, bliver ved med at dumme sig.
Sir Alex Fergusons tropper kunne rykkede yderligere to point fra The Gunners fra Arsenal med en sejr i dagens hjemmekamp mod Liverpool-holdet Everton.
Det var da også Manchester United med den tidligere Everton-stjerne Wayne Rooney i front, der fra starten af kampen pressede hårdt på. Efter et kvarter havde forsvarsreserven John O'Shea en god mulighed kort fra mål, men der er nok en grund til at han spiller i forsvaret, for det endte i det rene ingenting.
Hjemmeholdet forblev den dominerende part i resten af halvlegen, men Everton åd sig langsomt ind i kampen.
Efter 55 minutter følte de blå gæster sig snydt for et straffespark, da det mørke muskelbundt Anichebe blev nedlagt i feltet, efter han havde udklasseret Rio Ferdinand i United-forsvaret i en løbeduel. Dommerens fløjte forblev dog tavs.
Bedst som det lignede en 0-0 løsning i en intens kamp var det en fantomredning, nok en af de allersmukkeste i denne sæson i Premier League, af Everton-målmand Tim Howard, der næsten fik håneretten over klubben, som i sin tid ikke kunne bruge ham.
Få meter fra mål fik Howard fantomagtigt vippet Javier Hernandez' afslutning over mål. Det blev dog den lille vævre mexikaner, der endte med at kunne smile, da han to minutter senere udnyttede en åbning og let kunne heade Manchester United i front.
Det blev kampens resultat, og dermed kan Sir Alex Ferguson glæde sig over, at hans hold med fem kampe igen er seks point foran forfølgerne fra London.