Manchester United-manager Alex Ferguson kan glæde sig til 23. november.
Her vil den engelske fodboldgigant rejse en statue af klubbens legendariske manager, oplyser Manchester United i en pressemeddelelse.
Det sker i forbindelse med skottens 26-års jubilæum som manager for Manchester United.
Statuen af Ferguson bliver præsenteret dagen før, at Queens Park Rangers gæster Old Trafford i Premier League. Netop QPR var modstanderen, da Ferguson havde sin hjemmebanedebut som United-manager 22. november 1986.
70-årige Ferguson er den mest succesfulde britiske manager i historien. 12 engelske mesterskaber, to Champions League-triumfer og fem FA Cup-sejre er det blandt andet blevet til med Manchester United.
Inden Manchester United var Ferguson manager for Aberdeen i hjemlandet, og dem førte han til sejren i Cup Winners Cup - den tidligere europæiske turnering kun for pokalvindere - i 1983.
Statuen af Ferguson kommer til at stå fast ved indgangen til den tribune, der er opkaldt efter skotten.
/ritzau/