Fodboldklubben Manchester Uniteds aktiesalg på børsen i USA havnede på en lavere kurs end forventet. Dermed bliver klubben kun værdisat til godt 12 milliarder kroner.
Samtidig skar det skuffende salg omkring 600 millioner kroner af den ventede indtægt til klubben og dens ejere.
I alt er 16,7 millioner aktier sat til salg. Det giver Manchester United en indtægt på ca. 1,4 milliarder kroner, som deles ligeligt mellem afdrag på klubbens gæld og beløb til ejerfamilien Glazer.
Prisen pr. aktie blev sat til 14 amerikanske dollar eller 85 kroner. Tidligere var der lagt op til en pris på mellem 16 og 20 dollar.
Selv om der er tale om den største børsnotering inden for sport hidtil, så er værdisætningen skuffende for den 134-årige klub, der måtte opgive planer om at sælge aktier i Singapore.
Desuden forlod storbanken Morgan Stanley undervejs børsnoteringen på grund af uenighed om aktieprisen.
Investorer og analytikere har beskrevet det første prisniveau som meget højt, og en analytiker mener stadig, at den endelige pris er høj.
- Jeg er overrasket over, at der ikke blev en større rabat, siger Ken Perkins, analytiker hos Morningstar, til Reuters.
- Vi vurderer aktien til at være ca. 10 dollar værd. De vil have folk til at betale meget for at påtage sig en stor risiko både i forhold til driften og det finansielle, siger han.
Klubben vil med pengene nedbringe noget af sin gæld, som stammer fra Glazer-familiens opkøb i 2005. Gælden var ved udgangen af juni på ca. 4,1 milliard kroner.
Blandt fans er børsnoteringen blevet kritiseret, fordi ejerfamilien kun vil bruge halvdelen af pengene på at skære gæld ned. De mener, at den store gæld går ud over muligheden for at investere i nye spillere.
/ritzau/