Manchester U jagter Ajax-profil

Den engelske storklub har indstillet jagten på spanske Fernando Torres og i stedet rettet blikket mod Ajax Amsterdams Klaas-Jan Huntelaar.

Den hollandske angriber Klaas-Jan Huntelaar står højt på ønskesedlen hos Manchester Uniteds manager, Sir Alex Ferguson. Han er klar til at bude omkring 115 millioner kroner den 23-årige Ajax-spiller, som scorede begge mål, da FC København i Parken blev besejret 2-1 i kvalifikationen til Champions League. Det skriver News of the World.

I sidste uge fik Manchester United en lejeaftale med Henrik Larsson på plads, så han øger mulighederne på de forreste pladser i de første måneder af 2007. Men håbet er stadig en permanent løsning allerede i januar.

Tidligere har Manchester United jagtet Atletico Madrids spanske landsholdsangriber Fernando Torres, men han koster op i mod 300 millioner kroner, hvilket er mere, end Ferguson vil betale.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.