Sunderland spillede en god kamp og udfordrede storfavoritten Manchester City i søndagens Liga Cup-finale på Wembley.
Holdet førte 1-0 indtil det 55. minut, da et fortrinligt spark fra Yaya Touré sørgede for balance i kampen. Fra lang afstand følte Yaya Touré bolden op i målhjørnet til 1-1.
- Jeg mener, at det er mit bedste mål, siger Touré ifølge AFP.
Sidste år tabte Manchester City sensationelt FA Cup-finalen til Wigan, og søndag frygtede holdet et nyt overraskende nederlag.
- Det var utroligt. Vi skulle vinde, det var meget vigtigt. Vi skal nyde det, fordi vi viste, at vi har et godt hold. Sunderland gjorde det svært for os i første halvleg, men vi fortjente sejren, siger ivorianeren.
Den stærke forsvarer Vincent Kompany, der ikke så godt ud ved Sunderlands mål, kunne glæde sig over, at føringsmålet ikke blev afgørende.
- Det betyder alt. Man må værne om alle sine trofæer, og dette var endnu et, siger belgieren.
Manchester City er stadig i spil til mesterskabet samt FA Cuppen, mens det ser sværere ud i Champions League, hvor City tabte den første 1/8-finale hjemme til FC Barcelona med 0-2.
/ritzau/