Det er ikke kartoffel-chipsenes skyld, at fede mennesker er fede. Det er heller ikke butikskæden Irmas skyld, selvom direktør Alfred Josefsen påstår at have et medansvar, fordi hans kæde sælger chips og hakket kød med en høj fedtprocent. Direktøren vil have fed mad forbudt eller beskattet og mener ikke, at forbrugerne er voksne nok til at kunne købe ind alene. Dermed er han i færd med at underkende enhver ide om det personlige ansvar efter devisen: Formynderi virker.
Tag bare modeordet fedme-epidemi.
Hvis man får pest, er det en epidemi. Hvis man får influenza, er det en epidemi. Hvis man bliver fed, er det fordi, man spiser mere, end man forbrænder. Hvis man bliver tynd, forbrænder man mere, end man spiser.
Hvis Irma virkelig synes, at man har et medansvar, kan butikskæden blot lade være med at sælge fed mad, men fedmeproblemet i Danmark skyldes ikke, at der sælges hakket kød med en høj fedtprocent. Børn, og voksne, skal lære ikke at spise en hel pose chips ad gangen, og så skal de røre sig.
Det er kun de fedes egen skyld, at de er fede. Spørg dem bare. De ved da godt selv, at de spiser for meget og løber for lidt.