Kristian Viborg ligner enhver anden teenager.

Han har hvid polotrøje på, er solbrun og har huen trukket godt ned over ansigtet. Men for Kristians vedkommende er huen ikke for at være smart. Det er for at dække over, at han ikke har noget hår på hovedet.

Kristian er 16 år. I januar fik han meldingen: Du har knoglekræft.

Kristian er en af de 63 unge mellem 15 og 19 år, der hvert år får diagnosen kræft. Han er i grænselandet mellem barn og voksen og bliver i et splitsekund tvunget til at tænke på sygdom, død og frygt i stedet for venner, fester og piger. Han mister sit hår og sine øjenbryn, og kæresten slår op med ham. Heldigvis er vennerne med hele vejen.

Risikerer at blive lam

Det hele begynder i efteråret, hvor Kristian klager over smerter i hoften. I løbet af nogle måneder breder det sig, og Kristian bliver følelsesløs flere steder i kroppen. Det gør ondt hele tiden, og til en fest i januar er det så slemt, at Kristian bliver kørt på hospitalet samme aften.

Hospitalet tror, at han har fået en diskosprolaps, så han bliver sendt hjem med et par smertestillende piller. Det hjælper ikke, og om mandagen er Kristian tilbage på hospitalet. Her får han stillet diagnosen. Knoglekræft i ryggen.

Den aften bliver Kristians verden vendt på hovedet. Lægens udmelding er kontant, brutal og udsigtsløs, som Kristians mor Kirsten Viborg formulerer det.

Det er næsten lige meget om svulsten er godartet eller ondartet, er meldingen. Den vil under alle omstændigheder gøre skade, og Kristian risikerer at blive lam, hvis han overhovedet vil overleve.

Da Kristian spørger lægen, om han bliver rask igen, svarer lægen, at det kan han ikke love.

Svært at acceptere

»Det var sgu svært. Det er jo ikke lige det, man regner med at få at vide som 16-årig. Jeg tænkte, at det var nok det. Så var det nok sket med mig,« fortæller Kristian og kigger ned i gulvet.

Kristian har knoglekræft i ryggen og bliver hurtigt opereret for at fjerne presset på hans nerver. Det er det, der har givet ham smerter i benene.

Så går maskineriet i gang. Kristian får lagt et program for det næste år – med kemoterapi og stråling på Aarhus Sygehus. På samme tid prøver han at vænne sig til at være syg.

»Det var svært at forstå, og jeg blev nødt til at sige til mig selv, at det var sgu' rigtigt. Og så prøve at acceptere det,« siger Kristian.

Før behandlingerne i Århus begynder, læser familien en artikel i Nyhedsavisen om en strålebehandling, der giver færre bivirkninger og ikke skader det omkringliggende væv nær så meget. Familien henvender sig til Rigshospitalet og bliver sendt til Sverige, der tilbyder behandlingen.

De første to uger i Sverige er hårde. Ikke fordi det er slemt at være væk hjemmefra, og ikke fordi det er så meget anderledes at være indlagt i Sverige end herhjemme. Men fordi Kristian får kemo ved siden af strålingen og bliver rigtig syg af det.

På et tidspunkt siger han til sin mor, at han aldrig mere vil have kemo. Det er hans liv, og han vil hellere dø. Han vil ikke mere.

Vennen ragede sit hår af

Anden gang Kristian tager til Sverige, har han en kammerat med. Det hjælper.

Selvom Kristian er træt meget af tiden, køber han sammen med vennen kort til et fitnesscenter, og et par gange lykkedes det dem at købe øl, selvom man egentligt skal være 18 år for at købe øl i Sverige.

De tætteste kammerater har været med hele vejen, fortæller Kristian.

»De er dejlige at have. De skriver hele tiden til mig og holder gang i mig. Da jeg mistede mit hår, var der en af dem, der ragede sit eget hår af.«

Kæresten slog op

Kammeraterne er noget af det vigtigste for Kristian. De kommer forbi, når han ligger syg efter kemo, og når Kristian er allerlængst nede, skriver hans mor en sms til en af vennerne. Så ved vennen, at nu vil være et godt tidspunkt at ringe til Kristian.

Da Kristian bliver syg, har han haft sin daværende kæreste i halvandet år. Men efter nogle måneder gør hun det forbi.

»Hun sagde, at hun ikke kunne holde til at være sammen med mig, når jeg var syg. Der blev jeg skuffet og vred. Sådan noget kan jeg ikke tilgive,« siger Kristian.

Ellers er det hverdagen, der er det værste, fortæller Kristian. Når han altid er træt. Når han ikke kan holde til at tage med til fester. Når han mister sit hår, og når øjenbrynene også forsvinder. Når kemoen giver ham en underlig smag i munden, der fjerner al lyst til at spise. Når han glider væk fra det hele på en eller anden måde.

»Jeg trænger bare til at være ovenpå og være mig selv igen,« siger han.

For Kristians mor er hjælpeløsheden det værste. At man som mor ikke kan bane vejen for sit barn. At der pludseligt er noget, som man ikke kan fjerne, fortæller Kirsten.

Politibetjent som voksen

»I Sverige begyndte han at miste øjenbryn og øjenvipper. At se ham så langt nede, se ham føle sig så grim og se ham tænke, at der ikke var nogen chance for, at han kunne møde en pige, der ville synes, at han var spændende. Det er det værste. Når der er slukket.«

Men det går fremad for Kristian. Han er mere end halvvejs i forløbet. Om tre eller fire behandlinger er Kristian sikkert rask. For selvfølgelig bliver Kristian rask. Det tror lægerne, det tror Kristian, og det tror Kristians familie. Men der er ingen garantier, som lægen siger.

Selv glæder Kristian sig til jul, for der er det forhåbentligt ovre, han er rask og har igen fået lidt hår på hovedet. Så hårvoksen kan komme i brug.

Når Kristian bliver voksen, vil han være politibetjent. Fordi det er spændende. Og i weekenden var han for første gang i lang tid i byen med vennerne.