Hitmageren Malte Ebert kom, løste sin opgave og fløj væk i helikopter.
LÆS OGSÅ: Danmarks-aktuel Kylie Minogue: Jeg er syg
Malte Ebert var nemlig hyret ind til Bestsellers yderst glamourøse fejring af koncernens 50-års jubilæum ved Egeskov Slot på Fyn lørdag i sidste uge.
Da den 30-årige pop-ekvilibrist havde leveret sin optræden med en til lejligheden skrevet jubilæumssang og krammet milliardæren og Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen på scenen, så forlod han det fynske slot i rigmandens privathelikopter.
- Jeg var med til verdens vildeste firmafest, da Bestseller fejrede deres 50-års jubilæum. De havde bl.a. hyret Bruno Mars og Elton John (og mig til at skrive en fællessang, som 10.000 ansatte sang med på!), fortæller Malte Ebert i et nyhedsbrev, som Vejle Amts Folkeblad refererer fra.
At han skulle forlade festen i et så spektakulært fartøj har sin forklaring. Han skulle videre til en optræden ved Rock i Frederikshavn få timer senere.
- For at nå det hele, stillede de deres helikopter til rådighed, så jeg kunne hoppe direkte fra scenen og tværs over landet til et andet show, skriver Malte Ebert i nyhedsbrevet og tilføjer:
- Det føles mildest talt ret rockstjerne-agtigt.
LÆS OGSÅ: Så meget koster Bestseller-festen
Malte Ebert var ikke den eneste stjerne på scenen til jubilæumsfesten. Bestseller havde også hyret verdensstjerner som Elton John og Bruno Mars samt Mø samt Benson Boone, L'imperatrice og Lola Young.
Malte Ebert har tidligere skrevet lejlighedssange til dronning Margrethe, fodboldlandsholdet, Vejle Boldklub og en julekalender.