FC Københavns første forhindring i bestræbelserne på at nå Champions League for anden gang bliver enten maltesiske Hibernians eller Mogren fra Montenegro.
Det står klart efter dagens lodtrækning til anden kvalifikationsrunde til turneringen, hvor de danske mestre indtræder.
Hibernians og Mogren møder hinanden i første runde.
"Det er rart, at vi ikke skal halvdelen af jorden rundt eller til Kasakhstan," var sporstchef Carsten V. Nielsens umiddelbare reaktion over for ekstrabladet.dk.
Han er ydermere glad for, at holdene mødes inden, så der er mulighed for at spionere på dem.
Senere på dagen trækkes der lod til Europa League, hvor tre andre danske hold er med i bowlen.
FC København var senest i Champions League for to år siden, hvor holdet var i pulje med Manchester United, Benfica og Celtic.