Malou Aamunds beslutning om at forlade Ny Alliance og melde sig ind i Venstre blev taget allerede i weekenden, hvor hun lørdag var i kontakt med først Bertel Haarder og siden Lars Løkke Rasmussen. Det skriver B.T. onsdag.
Malou Aamund meldte lørdag afbud til Ny Alliances stormøde i Slagelse med den forklaring, at hun skulle passe børn. Dagen brugte hun i stedet på at snakke fremtid med Venstre. Til B.T. bekræfter både Bertel Haarder og Malou Aamund kontakten.
- Hun ringede for at fortælle om sin situation, og jeg tillod mig så at sige til hende, at jeg var sikker på, hun ville blive godt modtaget af Venstres folketingsgruppe, fortæller Bertel Haarder.
Malou Aamund fortalte ikke partikammeraterne i Ny Alliance om kontakten med Venstre før tirsdag. Både Naser Khader og Anders Samuelsen bad hende om at vente med at offentliggøre beslutningen indtil de havde overvejet deres reaktion, men det var ikke muligt. Hun havde allerede breaket nyheden til Ritzau.
Selv mener Malou Aamund ikke, hun kunne have gjort tingene anderledes. Til B.T. siger hun:
- Hvad skulle jeg ellers have gjort. Det er en beslutning, jeg har taget helt alene. Det er ikke sådan noget, man går i basisgruppe og diskuterer. Jeg er naturligvis ked af, at det kom som et chok for dem. Men nej, jeg kan ikke se, at jeg kunne have gjort det på en anden måde.