Politiet i Malmø kan regne med flere angreb, lyder det torsdag på et pressemøde, efter at en politistation i Rosengård sent onsdag blev ramt af en eksplosion.
- Det, der skete i går, viser, at vi desværre må forvente den her type angreb fra de kriminelle, siger Malmøs politimester, Stefan Sintéus.
Ingen personer blev ramt, men flere politibiler og stationens facade har fået skader.
Det er uklart, hvad der var årsag til eksplosionen. Den tekniske undersøgelse er nemlig ikke færdig endnu.
- Men det er grovere end almindeligt nytårskrudt, siger politimester Stefan Sintéus.
Politiet har oven på onsdagens eksplosion anholdt to mænd i tyverne. De er kendt af politiet i forvejen, har Carina Persson, politichef for svensk politi i region Syd, oplyst.
Politiet mener, at angrebet er begået, fordi de på det seneste har slået hårdt ned på kriminelle i området. Blandt andet er flere end 70 personer blevet anholdt i løbet af kort tid.
Betjentene i Malmø har reageret stærkt på onsdagens angreb.
- Personalet er rasende, for nu at sige det på godt svensk, siger politichef Erik Jansåker på pressemødet.
Onsdagens eksplosion er det tredje, som er rettet mod politiet i området på blot nogle måneder.
Det seneste angreb viser, at der er behov for at skærpe straffen for kriminelle, der angriber politiet, og skaffe flere ressourcer til at bekæmpe grov kriminalitet. Det mener rigspolitichefen, Dan Eliasson.
- Samfundet skal markere tydeligt, når nogen angriber dem, der er til for at beskytte og hjælpe alle andre, siger han i en skriftlig kommentar.
Justitsminister Morgan Johansson mener, at politiet har ressourcer nok.
Han understreger desuden, at straffen for groft tyveri er hævet, så det blandt andet er lettere at anholde personer.
- Så man har fået flere værktøjer, siger justitsministeren, der dog er klar til at kigge på skærpede straffe for angreb mod politiet
/ritzau/TT