Den danske midtbanespiller Anders "AC" Christiansen kan være på vej til den anden side af Atlanten.
Ifølge Uwe Rösler, der er cheftræner i Malmö FF, har den amerikanske fodboldklub New York City FC lagt et bud på Malmö-danskeren.
Det siger han til det svenske medie Sydsvenskan.
- Sportschefen håndterer sådan nogle spørgsmål, men jeg fik besked om, at de havde lagt et bud og kom på besøg. Men jeg er den forkerte at spørge om sådan noget, siger Rösler.
29-årige "AC" har spillet i Malmö FF ad flere omgange. Først kom han til klubben i 2016 efter et mislykket ophold i italienske Chievo.
I januar 2018 gik turen så til Gent, men efter et halvt år vendte han tilbage til allsvenskanklubben.
Anders Christiansen har spillet tre kampe for det danske A-landshold, og han var med i den danske trup, der tidligere på måneden spillede EM-kvalifikationskampe mod Irland og Georgien - dog uden at komme i aktion.
Den danske midtbanespiller har kontrakt med Malmö FF frem til udgangen af 2022.
/ritzau/