På mindre end et halvt døgn er der tre gange blevet skudt mod lejligheder forskellige steder i Malmø.
Omkring klokken 01.38 natten til fredag blev der affyret skud mod en lejlighed i Rosengård, som er et kvarter, der er præget af skudepisoder og anden kriminalitet.
Torsdag aften ved 21.30-tiden ringede beboere til politiet med meldinger om lyden af skud på Stensjögatan. Da politiet kom til stedet, opdagede det flere skudhuller i døren til en lejlighed og en væg ved indgangen.
Inden da var der torsdag ved 15-tiden blevet affyret flere skud mod en lejlighed i bydelen Fosie.
Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne ved nogen af de tre skudepisoder.
Derimod blev en mand ramt af skud i ryggen natten til torsdag uden for indkøbscentret Mobilia i Malmø. Endnu er ingen anholdt for det skyderi.
Politiet ved endnu ikke, om der er en sammenhæng mellem de seneste skyderier.
- Det er formentlig ikke et tilfælde, at der er sket så mange på så kort tid. Men hvilken sammenhæng der er, eller om der er nogen, er ikke opklaret endnu, siger pressetalsmand Calle Persson ved politiet i region Syd.
/ritzau/TT
/ritzau/TT