Premierministeren i Mali og hans regering træder tilbage.
- Præsidenten accepterer opsigelsen fra premierministeren og fra regeringens medlemmer, hedder det i en erklæring fra præsident Ibrahim Boubacar Keitas kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Siden en massakre på 160 civile i marts har det afrikanske land været ramt af uroligheder. Oppositionen har kritiseret premierminister Soumeylou Boubeye Maiga for hans håndtering af volden.
Onsdag drøftede parlamentet i Mali et forslag om en mistillidsafstemning mod regeringen som følge af massakren og mislykkede forsøg på at nedkæmpe militante islamistiske grupper.
/ritzau/