En årelang strid om millioner er blevet afgjort i Retten i Glostrup.
Striden var mellem maling-koncernen Flügger og it-selskabet Datacon, og afgørelsen betyder, at Flügger samlet skal betale 8,4 millioner kroner for manglende afregning (5,2 millioner kroner) til Datacon og i sagsomkostninger (3,2 millioner kroner), skriver Flügger i en selskabsmeddelelse.
"Det var ikke den afgørelse, vi havde håbet på, og vi vil nu bruge den kommende tid til at vurdere dommens præmisser, og hvorvidt vi vil anke den", siger administrerende direktør Jimmi Mortensen i selskabsmeddelelsen.
Jimmi Mortensen tilføjer, at Flügger er tilfredse med, at retten har vurderet, at it-systemet fra Datacon ikke var klar til at blive sat i drift i december 2014:
"Hvilket medførte en række problemer, herunder manglende performance og utilstrækkelig fejltolerance samt et antal konkrete funktionelle mangler og et antal mindre fejl".
Sagen handler således om problemer med implementeringen af et it-system, som ifølge Flügger førte til et tab på 100 millioner kroner i mistet salg og køb af konsulenter.
På den anden side mente Datacon at have penge til gode og stævnede derfor Flügger med et inkassokrav på 13 millioner kroner. Det fik Flügger til at rejse et modkrav på 25 millioner.
Selvom Datacon ikke fik hele det beløb, man havde satte næsen op efter, er direktør Kenn Buhl i følge Børsen tilfreds med resultatet.