Der kom til at gå tre døgn inden den irakiske premierminister Nouri al-Maliki lørdag kom med en reaktion på præsident George W. Bush’s nye Irak-plan. I en pressemeddelelse udtrykker Maliki støtte til planen, men ikke begejstring.
»Den strategiske plan annonceret af Præsident George W. Bush repræsenterer den fælles vision og forståelse mellem den irakiske regering og amerikanske administration,« står der ifølge nyhedsbureauet AFP i pressemeddelelsen.
Onsdag nat sagde Bush i en tv-transmitteret tale, at han ville sende 21.500 flere soldater til Irak, men at landets egen regering også måtte tage større ansvar og sørge for, at den sekteriske vold ikke fortsatte.
Maliki har tidligere giver udtryk for, at han ikke ønskede at sidde på posten som premierminister mere. Samtidig har der det seneste tid været stigende amerikansk kritik af det irakiske styre, som siges at leve på lånt tid. Men ingen af delene blev kommenteret i pressemeddelelsen.