Søndag bevæger fokus sig fra den kraftige vind over til stigende vandstande.
Vandstanden stiger mange steder, for eksempel i fjorde som Roskilde Fjord og Isefjorden på Sjælland samt på det nordlige Fyn.
- Vores fokus er nu på det vand, som i stigende grad kommer, fordi det er stuvet op. Altså vinden har samlet vandet sammen og får det til at stige, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, søndag morgen til Ritzau.
- I takt med at vandet stiger, flytter vi fokus på at holde det inddæmmet, så vi ikke får oversvømmelser i større grad.
Søndag morgen tyder det på, at vandstigningerne bliver som forventet, og som beredskabet har forberedt sig på.
- Men det er vand. Det er naturens kræfter. Så vi kan selvfølgelig aldrig nogensinde føle os helt sikre. Vi er klar til at justere, hvis det bliver nødvendigt, siger Bjarne Nigaard.
Ifølge vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Henning Gisselø, kommer vandstanden til at stige mange steder i landet. Det kommer den til at gøre en stor del af søndagen.
- Det der sker i løbet af aftenen og natten er, at vandstanden igen begynder at falde. Så vi regner med mandag morgen at have en mere normal vandstandsmåling, siger Henning Gisselø.
Samtidig varsler DMI om stormende kuling og vindstød af stormstyrke i områderne Thy og Mors, Vestjylland, Læsø, Jammerbugt, Norddjurs, Skive, Frederikshavn, Hjørring og Vesthimmerland.
DMI forventer således stormende kuling med vin på 20-23 m/s fra nordvest med vindstød af stormstyrke på 25-28 m/s.