Forsvarsminister Søren Gade (V) er parat til at fyre en chef i Forsvaret, efter at embedsmanden er blevet beskyldt for at have givet sin nabo en millionordre på et malerarbejde i Forsvaret.
Det skriver Ekstra Bladet søndag.
Ordren var på et malerarbejde på Forsvarets klassiske og fredede gule bygninger i Nyboder i København på angiveligt 2,5 milioner kroner. Flere partier ser sammenfaldet mellem naboskabet og ordren som besynderligt og har bedt ministeren om en forklaring. Og han har bedt kammeradvokaten om at se på sagen.
»Jeg har svært ved at se, at han kan blive siddende i sit job, hvis kammeradvokatens undersøgelser viser, at de oplysninger, der er kommet frem er sande. Det er meget alvorlige oplysninger, og de skal undersøges til bunds,« siger Søren Gade til avisen.
Den fyrringstruede embedsmand er chef for Forsvarets Bygnings og Etablissementstjeneste (FBE), der placerede millionordren hos et nystartet malerfirma, og ejeren af malerfirmaet er nabo til chefen for FBE. Desuden er der til malerarbejdet også brugt polske malere uden overenskomst via en underentreprenør.