Kunstneren Francis Bacons maleri "Tre studier af Lucian Freud" har slået rekorden for det dyreste kunstværk, der er blevet solgt på en auktion.
Værket fra 1969 blev solgt for 142,4 millioner dollar hos auktionshuset Christie's. Det svarer til omkring 790 millioner kroner.
Den seneste prisrekord for malerier solgt på auktion blev sat i maj sidste år, da en af de fire versioner af Edvard Munchs "Skriget" blev solgt for 119,9 millioner dollar hos auktionshuset Sotheby's.
Bacon-maleriet er aldrig tidligere blevet solgt på auktion, og det var forinden blevet estimeret til at koste i omegnen af 85 millioner dollar.
Christie's har ikke afsløret, hvem der har erhvervet sig det dyre maleri. Det blev solgt efter seks minutters heftig handel til en køber over telefonen.
/ritzau/Reuters