Hun er 88 år og i fuld vigør.
Døden skræmmer hende ikke, men har selvfølgelig sat tanker i gang hos folkekære Malene Schwartz, som kan kigge tilbage på et hav af succesfulde roller.
En rolle overskygger dog dem alle i popularitet og smitter også af på den tekst, den 88-årige skuespiller har valgt til sit eftermæle, afslører hun overfor alt.dk.
- Det går jo den forkerte vej for os alle sammen. Det er en skæbne, som sker for alle. Ingen kommer udenom. Og så kan man jo være heldig at dø; Bum. Og så kan man være uheldig at få en stor sygdom. Det er jo klart, at jeg håber, det kommer til at gå hurtigt. Jeg har valgt, hvad der skal stå på min gravsten: ”Nu går jeg op og lægger mig”. Det er skideskægt, og død er død, og det har jeg ikke nogen følelser over for. Jeg tror også, at ”Matador” vil gå en tid efter, jeg er død, smiler Malene Schwartz til mediet.
Bladet mødte hende, da Cirkusrevyen fejrede sit 90-års jubilæum.
Malene Schwartz har selv tidligere optrådt i teltet på Bakken.