Scenen var sat til en rørende afsked, da Paolo Maldini i går spillede sin sidste hjemmekamp for Milan på San Siro. Men først ødelagde Roma afskedsfesten ved at vinde 3-2, og så kom nogle af Milan-tilhængerne lidt ekstra malurt i bægeret.
Efter 24 år i klubben og 901 Milan-kampe på cv'et kunne 40-årige Maldini se en række utilfredse tilhængere hænge et banner med denne tekst op:
"Tak kaptajn. På banen var du en stor mester, men du manglede respekt for dem, der gjorde dig rig."
Teksten skulle henvise til en batalje mellem ham og fansene i 2005. Samme gruppe tilhængere bød Maldini farvel med slagord som "der findes kun en kaptajn", som er en direkte henvisning til Paolo Maldinis forgænger som anfører for Milan, Franco Baresi.
En tydeligt oprørt Maldini lod følelserne løbe af med sig og kvitterede med at vise en strittende langfinger til den lille gruppe utilfredse fans.
Paolo Maldini spiller sin sidste kamp - nummer 902 - for Milan i næste weekend ude mod Fiorentina. En sejr sikrer Milan andenpladsen og en direkte billet til næste års Champions League.