Ruth Evensen fra Faderhuset sad inden dialogmødet i aften mellem politidirektør Hanne Bech Hansen, Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og repræsentanter for Ungdomshuset med nøglen til at løse det truende ragnarok på Nørrebro i København.
Det gør hun stadig efter mødet, men presset på hende vokser. Advokaten for den fond, der forgæves har forsøgt at presse Ruth Evensen til at sælge Ungdomshuset, vejrer efter mødet morgenluft.
»Jeg tager i morgen kontakt til Faderhusets advokat og beder om et nyt møde. Jeg noterede på mødet i aften, at både politidirektøren og overborgmesteren bakkede op om, at vi igen forsøger at købe huset af Faderhuset,« sagde advokat Knud Foldschack, der tidligere har fået en kurv af Ruth Evensen, da budet lød på 8,7 millioner kroner.
Siden er fondens likviditet steget betragteligt, og muligheden for en fredelig løsning er nu at give Ruth Evensen et tilbud, hun ikke har råd til at sige nej til.
Ingen af deltagerne i mødet drog Faderhusets brugsret til huset i tvivl. Til gengæld er den planlagte rømning af huset nu udskudt på ubestemt tid i et spinkelt håb om at finde en fredelig løsning. Efter mødet afviste Hanne Bech Hansen og Ritt Bjerregaard ikke at mødes med Ruth Evensen på et senere tidspunkt.
»Hvis Hanne Bech Hansen inviterer, eller Ruth Evensen beder om et møde, vil jeg da også gerne tale med hende. For mig handler det om at undgå en voldelig konfrontation i byen, men jeg fastholder, at vi politikere ikke længere kan gøre noget direkte,« sagde Ritt Bjerregaard.