Makedonien har gjort så store fremskridt, at EU-Kommissionen nu anbefaler at åbne for optagelsesforhandlinger med landet.
Det fremgår af den årlige udvidelsesrapport fra EU-kommissionen.
Den tidligere jugoslaviske republik opfylder nu de såkaldte "københavnerkriterier", som er en facitliste for medlemskab.
EU's udvidelseskommissær, Olli Rehn, siger til nyhedsbureauet AP, at Makedonien "i tilstrækkelig grad" lever op til de politiske og økonomiske krav, der stilles for at kunne indgå forhandlinger om medlemskab af EU.
Især ét punkt er dog stadig en hindring for, at Makedonien kan blive optaget i det fine selskab; en navnestrid med Grækenland, der har en provins, som også hedder Makedonien.
Samtlige 27 medlemslande skal stemme for, før egentlige forhandlinger kan begynde, og EU-kommissær Olli Rehn frygter, at grækerne kan finde på at blokere forhandlingerne.
"Det her er en meget stærk opfordring til at få løst navneproblemet og fjerne det fra dagsordenen. Det haster mere, end det nogensinde har gjort for at sikre Makedonien en fremtid i EU," siger han.
Ud over anbefalingen af Makedonien vurderer kommissionen også, at medlemsdrøftelserne med et andet Balkan-land, Kroatien, kan være afsluttet inden for et år.