Taleban er netop nu i gang med et stort og velkoordineret angreb på Nato og ambassader i Kabul.
Angrebene viser, at man på ingen måde skal undervurdere Taleban, fortæller Major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet.
"Det her viser, at Taleban på ingen måde er slået - og at Taleban både kan, vil og gør. De søger de både politiske og militære mål, de stadigvæk har. De forsøger at sende et signal om, at de ingenlunde er nedkæmpet," siger han til Newspaq.
Angrebet er en kombination af selvmordsbomber, raketter og angrebsmænd med skydevåben. Stilen er utroligt effektiv og typisk for Taleban, fortæller Cramer-Larsen.
"Det kendte i det er, at det er uforudsigeligt. At man jo angriber små landsbyer og konvojer på landevejen, og så pludselig slår man til inde der, hvor det skulle være mest sikkert at være i ambassadekvarterene i Kabul," fortsætter majoren.
Det er ikke sluppet Nato forbi, at talebanerne er i gang med at true sikkerheden for deres internationale efterretningskontor (Isaf) i Kabul. Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen udtaler, at Taleban forsøger at forpurre overdragelsen af det demokratiske styre i landet til afghanerne, efter det internationale samfund er begyndt at trække sig tilbage.
"Vi følger hændelserne tæt. Vi tror på de afghanske myndigheders evner til at håndtere denne situation. Vi ser her, at Taleban forsøger at teste overgangen, men de kan ikke stoppe det. Overgang er på vej, og det vil fortsætte," siger Fogh Rasmussen ifølge Reuters.
Men det er ikke sikkert, at det er så nemt, som det er sagt. Taleban viser stor udholdenhed, og angrebene i dag viser, hvor utroligt stærk en modstander gruppen stadig er, mener Lars Cramer-Larsen.
"Der er en jernring omkring byen, og alligevel viser det sig, at Taleban stadig er i stand til at være en spiller, der betyder noget," siger Cramer-Larsen og fortsætter,
"Det er et skræmmebillede i forhold til lokalbefolkningen, men så sandelig også i forhold til det internationale samfund generelt med det signal, man (Taleban, red.) sender ud i verden - at man er i stand til at gøre det."
Indtil videre lyder rapporterne fra Kabul på, at to er døde og mindst fire sårede.