Smykkedesigneren Mai Manniche har i løbet af den seneste måned lagt flere billeder op af dronning Mary, hvor hun er iført hendes smykker. Nu har hun fjernet dem alle sammen igen.
- Siden tronskiftet er jeg med stolthed begyndt at vise billederne. Det viser sig, at det må jeg ikke og derfor har jeg nu fjernet alle billederne, skriver Mai Manniche på sin profil på instagram, som nu er blottet for royale.
Hendes opslag tyder på, at hun er blevet kontaktet af kongehuset i sagen.
- Jeg fjerner alene opslagene, da Kongehuset naturligt nok ikke må bruges i kommercielle sammenhænge, skriver Mai Manniche og forklarer, hvorfor hun i første omgang lagde billederne op.
- Jeg viste billederne som stolt designer - og det er jeg fortsat, lyder det fra Mai Manniche.
Mai Manniche er ikke den eneste smykkedesigner, som er kommet i klammeri med kongehuset.
Smykkedesigneren Louise Mygind Andersen, som har været i "Løvens Hule", fik besked om at ændre navnet på sit firma, som først hed Frederik IX Studios. Det var inspireret af dronning Margrethe II's far kong Frederik 9.
Siden skiftede smykkefirmaet navn til IX Studios.
Firmaet, som laver håndlavede smykker i guld og sølv, fik en investering fra Christian Arnstedt på 400.000 kroner for 10% i 2020.