Dem, som har fulgt med i 40-årige Mai Manniches kærlighedsliv ved, at det er en kulørt, men ikke specielt lykkelig affære.
Smykkedesigneren har blandt andre datet Thomas Blachmann og Søren Rasted, og så var hun som bekendt det tredje hjul i grevinde Alexandras forhold med forretningsmanden Nicolai Peitersen.
Men nu er Mai Manniche på jagt efter den store kærlighed, og den jagt foregår på de sociale medier, hvor hun nu satser på, at folk i hendes netværk er klar på at give den som "Kirsten Giftekniv".
Mai Manniche beskriver selv opslaget som "grænseoverskridende", men kaster sig alligevel ud i at bede sine følgere om hjælp til at finde hende en mand.
- Jeg søger en mand her. Derfor, er DU eller kender du én der er mit perfekte match? Jeg ved ikke hvad/hvem jeg præcis søger - udover at han skal være intelligent, ambitiøs og lækker. Så be’r jeg ikke om for meget, vel?, skriver Mai Manniche, som naturligvis også har beskrevet sig selv i den hjemmelavede dating annonce.
- Om mig? Passioneret smykkedesigner og forretningskvinde, der elsker at hoppe i en gallakjole den ene dag og vandreskoene den anden dag. Jeg er ikke afklaret med om jeg vil ha’ børn - det må tiden vise. Men det afskrækker mig ikke, at møde en mand der allerede har børn, skriver Mai Manniche.
Hun understreger at opslaget er seriøst og beder sine mange venner om at dele det.
Du kan se opslaget og Mai Manniches kontakt oplysninger
her.