Det skal ikke være snævre kommunegrænser, der afgør, hvor ledige søger job. Det mener det ekspertudvalgt, der i dag præsenterede 39 anbefalinger til en ny beskæftigelsesreform.
Udvalget anbefaler, at regeringen nedlægger både de nuværende 94 lokale Beskæftigelsesråd og de fire regionale. I stedet skal der etableres otte til 12 tværgående arbejdsmarkedsråd, der tager udgangspunkt i, hvordan folk pendler efter arbejde i en egn.
Anbefalingen får en positiv modtagelse af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der snart kommer med regeringens udspil til en samlet reform af beskæftigelsessystemet.
”Der ligger nogle spændende tanker i ekspertgruppens overvejelser i forhold til, at lave en organisation med flere muskler end i dag,” siger Mette Frederiksen (S).
Hverken de ledige eller virksomheder overholder kommunegrænserne, når de søger arbejde eller rekrutterer medarbejdere. Derfor bør de ikke spille nogen stor rolle, lyder det.
”Det er vigtigt, at arbejdsmarkedspolitikken afspejler virkeligheden i stedet for det modsatte,” siger Mette Frederiksen.
Pendleradfærd bestemmer
Formanden for ekspertudvalget, Carsten Koch, mener, at man skal indrette de nye Tværgående Arbejdsmarkedsområder efter pendleradfærd.
I et givent område skal 80 procent af befolkningen arbejde inden for dets grænser, før det giver mening at specifikke indsatser over for de ledige og for virksomheder, siger han.
”De lokale beskæftigelsesråd er ikke stærke nok,og det er ikke alle steder, at de lægger en tilstrækkelig arbejdsindsats. Større enheder kunne gøre det mere interessant for fx arbejdsgivere at bidrage til den lokale vækst,” siger Carsten Koch.
Politisk opbakning
Mette Frederiksen kommer med sit udspil til en samlet reform i løbet af foråret. Hun vil drøfte sine ideer med arbejdsmarkedets parter, forud for de politiske forhandlinger.
I LO-fagbevægelsen ser de gerne større enheder. Det snævre fokus har gjort mere skade end gavn, siger Ejner K. Holst, sekretær i LO:
”Arbejdskraften i oplandene er betydelig større end i de enkelte kommuner. Det har betydet, at de enkelte kommuner ikke har kunnet overskue det arbejdskraft- og kompetencemæssige behov, der var. Så på den måde synes vi, det er meget godt tænkt."
Og mens Venstres arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen kalder det ”fornuftigt” at droppe de lokale beskæftigelsesråd, er Enhedslistens Christian Juhl også ombord på det punkt.
Det ser med andre ord ud til, at anbefalingerne kan blive til virkelighed, hvis regeringen tager dem med i deres udspil.
Lokal frygt for stordrift
Marita Geinitz er næstformand for det lokale beskæftigelsesråd i Sønderborg Kommune. Hun mener ikke, det er en god ide at nedlægge de lokale råd. Man risikerer at miste følingen med de lokale initiativer og projekter, frygter hun.
”Hvis man vil diskutere beskæftigelsespolitik og ikke vil snakke med de lokale parter, hvordan skal man så gøre det? Hvis udvalgets anbefalinger går igennem er det stadig kommunerne, der skal stå for beskæftigelsesindsatsen, så hvorfor vil man fjerne drøftelserne fra kommunen? Jeg forstår det ikke helt,” siger Marita Geinitz.
”Jeg er bange for, at de nye råd bliver så store, at ingen føler ansvar mere,” siger hun.