Det amerikanske Formel 1-hold Haas har travlt med at få styr på sin racers bremser, inden Kevin Magnussen og holdkammeraten Sebastian Grosjean i næste uge tester raceren for sidste gang inden sæsonpremieren i slutningen af marts.
Det siger Haas' teamchef, Günther Steiner, til Ekstra Bladet efter denne uges testkørsler i Barcelona.
- Vi er ikke helt færdige med bremserne. Her er vores største problem ustabilitet. Nogle gange har vi bremser, som kørerne er meget tilfredse med, og andre gange et sæt, som de ikke er, siger Günther Steiner til avisen.
- Det koster meget tid. Ikke kun på at skifte dem, men kørerne mister også noget selvtillid, og de skal igen have følelsen af at være sikre på, hvad de får af bremserne.
Han uddyber, at det særligt var tirsdag, hvor Kevin Magnussen testede, og torsdag, hvor Grosjean testede, at bremserne voldte problemer.
Trods problemerne udtalte Kevin Magnussen tidligere på ugen, at han har et meget positiv indtryk af Haas-raceren.
- Jeg har aldrig før kørt i så hurtig en racerbil. Det er helt vildt, og det er superfedt, sagde danskeren mandag til Ritzau og en række andre medier i Barcelona.
Formel 1-sæsonen begynder for alvor 26. marts med grandprixet i Melbourne.
/ritzau/