Der er dårligt nyt for racerkøreren Jan Magnussen. Han er ude af Le Mans.
Den danske racerkører var med i løbets GT2-klasse. Og hans Corvette lå helt fremme i førerfeltet, da bilen sagde stop tidligt i morges.
"Motoren gik simpelthen i stykker. Alt er nyt på bilen, og teamet har ikke haft ret langt tid til at udvikle den. Det var en trist melding at få en time inden, jeg skulle i bilen igen," siger Jan Magnussen til TV2 Sporten.
Også den anden Corvette, der også lå med fremme, stod af med motorproblemer.
"Alle på teamet er skuffede. Vi lå ét og to og havde gode chancer for en podieplads. Men det her er også en del af Le Mans," siger en meget skuffet Magnussen.
Han vil nu tage til Paris og forsøge at komme hjem hurtigt muligt.
Løbet slutter søndag eftermiddag klokken 15.