Kevin Magnussen er ude af Formel 1-løbet i Melbourne på grund af tekniske problemer med sin bil. Han nåede ikke engang at være med i selve grandprixet.
Danskeren fik blot kørt en halv testomgang, før hans bil fik problemer.
McLaren-raceren begyndte at ryge kraftigt og stoppede mellem sving fem og seks på Albert Park-banen.
Den kunne ikke fortsætte, og dermed var det allerede farvel til den danske kører, inden løbet var gået i gang.
McLaren kan over for Ritzau endnu ikke oplyse, hvad der præcist gik galt med Kevin Magnussens bil. På tv-billeder kunne man dog se, at der røg dele af danskerens racer i forbindelse med problemerne.
Forventningerne til den danske Formel 1-vikar var i forvejen ikke høje, da der har været massive problemer med McLaren-raceren op til søndagens grandprix. McLaren har i vinterpausen skiftet sidste sæsons Mercedes-motor ud med en motor fra Honda, og det samarbejde har stadig til gode at vise lovende takter.
Danskeren sluttede sidst i lørdagens kvalifikation og skulle derfor være startet bagest i løbet. Den ære tilfalder i stedet holdkammerat Jenson Button, eftersom at han sluttede næstsidst i kvalifikationen.
Kevin Magnussen er i denne sæson blevet degraderet til en reserverolle hos McLaren-teamet. I Melbourne skulle han vikariere for spanieren Fernando Alonso, som er skadet efter et uheld i februar.
McLaren har endnu ikke lagt sig fast på, om Fernando Alonso kører det kommende grandprix i Malaysia senere på måneden, eller om Kevin Magnussen igen må træde til.
Hvem, der ender med at køre i Malaysia, afhænger af lægernes dom over spanieren.
22-årige Kevin Magnussen debuterede i Formel 1 sidste år netop i Melbourne med en imponerende andenplads.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.