Den danske Haas-kører Kevin Magnussen starter som nummer ni i søndagens Formel 1-grandprix, der køres i Le Castellet tæt ved Marseille i Frankrig.
Det står klart efter lørdagens kvalifikation, hvor danskeren var godt kørende helt frem til Q3.
I Q3, der er sidste kvalifikationsrunde med de ti hurtigste kørere, satte danskeren tiden 1 minut og 32,930 sekunder, hvilket var niendebedst.
Det var dog næsten tre sekunder langsommere end Mercedes-køreren Lewis Hamilton, som sikrede poleposition i søndagens grandprix foran Valtteri Bottas (Mercedes) og Sebastian Vettel (Ferrari).
Haas-kollega Romain Grosjean havde også god fart i raceren lørdag og slap ligesom Magnussen igennem de to første kvalifikationsrunder.
Men i Q3 bremsede han for sent i et sving og kørte ind i barrieren. Derfor starter han som nummer ti i søndagens grandprix.
Formel 1-kørerne fik ikke den bedste optakt til kvalifikationen.
Et kraftigt regnvejr dominerede den tredje træning og holdt racerne i pitten størstedelen af træningstiden, og fem racere valgte slet ikke at sætte en tid på den våde bane.
Det var begge Haas-kørerne, Kevin Magnussen og Romain Grosjean, samt Renaults Nico Hülkenberg, Red Bulls Max Verstappen og Toro Rosso-køreren Brendon Hartley.
Under kvalifikationen dryppede det kortvarigt over den franske bane, men regnen voldte ikke for alvor nogen problemer.
/ritzau/