Kevin Magnussen og Haas-teamet rækker ud efter startpositioner i top-10, når der lørdag eftermiddag skal køres kvalifikation til Det Britiske Grand Prix i Formel 1.
I lørdagens sidste træning inden kvalifikationen sluttede Magnussen som nummer otte. Haas-teamkammeraten Romain Grosjean fulgte efter som nummer ni.
Magnussens tid lød på 1 minut og 28,418 sekunder. Franske Grosjean klokkede tiden 1 minut og 28,554 sekunder.
Hurtigst af alle var den regerende britiske verdensmester, Lewis Hamilton fra Mercedes. Han kørte Silverstone-banen rundt i tiden 1 minut og 26,722 sekunder.
Træningen var stoppet i en del minutter, da Brendon Hartleys Toro Rosso-racer kørte galt med høj hastighed. Hartley var uden skyld, da bilens hjulophæng lige pludselig knækkede.
Magnussen er nummer syv i den samlede VM-stilling. Den toppes af Ferraris Sebastian Vettel, som blot er ét point foran Hamilton.
Kvalifikationen begynder klokken 15 dansk tid. Selve løbet køres søndag.
/ritzau/