Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) er ikke tilfreds, efter at han sluttede som nummer ni i kvalifikationen lørdag til Formel 1-grandprixet, der køres i Le Castellet tæt ved Marseille i Frankrig.
Danskeren mener, at Ferrari-køreren Kimi Räikkönen ødelagde hans tidskørsel i Q3.
- Jeg fik ikke nogen omgang. Kimi overhalede mig på min hurtigste omgang. Så fik jeg ikke nogen tid.
- Jeg fatter ikke helt, hvad der skete, og hvorfor han overhalede mig. Jeg kunne ikke forstå det, for han lod mig komme forbi igen på samme omgang. Det gav ingen mening, siger danskeren til tv-stationen 3+.
Det så ellers længe godt ud for de to Haas-racere, der i Q1 sluttede som best of the rest på en syvende- og ottendeplads og i Q2 på en sjette- og syvendeplads.
Men Q3 blev ikke en succes for Haas.
Først kørte Magnussens teamkollega, Romain Grosjean, i barrieren, efter at han fik bremset for sent ned i et sving. Han nåede ikke at sætte en tid i Q3 og starter derfor som nummer ti i søndagens grandprix.
Grosjeans uheld gav rødt flag på banen, og derfor måtte Magnussen afbryde sit forsøg på at sætte en tid.
Danskeren kørte på banen igen med tre minutter tilbage af kvalifikationen.
Det var netop nok til at nå at sætte en tid. Men under omgangen blev danskeren generet af Räikkönen, og han fik derfor den dårligste tid af de resterende kørere.
- Der var fin fart i bilen. Vi (Magnussen og Grosjean, red.) skulle være syver og otter med vores biler. Det er stadig sindssygt, at vi slutter der, siger Magnussen.
Han er dog stadig optimistisk i forhold til grandprixet søndag.
- Vi starter i pointene og skal nok køre os op, siger han.
Räikkönen, der starter søndagens løb som nummer seks, mener ikke, at han var skyld i Magnussens dårlige tid i Q3.
- Det var ingens fejl, han ville overhale mig, og så ville jeg også overhale ham igen, siger han.
Mercedes-køreren Lewis Hamilton starter i poleposition efterfulgt af teamkollegaen Vlatteri Bottas. Sebastian Vettel (Ferrari) starter som treer.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.